Menu

2018 - Jens Ole

Jens Ole Hougaard bliver første mand i Hall og Fame

Fodbold har altid fyldt meget i Jens Ole Hougaards liv. Først spillede knægten fra Lindved selv i mange år, siden har han formået at blive æresmedlem i to klubber og modtage sølvpin fra både JBU og DBU. Og de seneste næsten 30 år har den store fodboldinteresse udfoldet sig i Horsens KFUM, hvor han både har været træner og taget en lang tørn i bestyrelsen.

Nu lakker tiden i klubben – i hvert fald sådan officielt – mod enden. I februar udtrådte den snart 77-årige Jens Ole af bestyrelsen. Det sker selvfølgelig ikke uden lidt postyr, men heldigvis den positive af slagsen. For Horsens KFUM har besluttet, at Jens Ole for sit store arbejde i klubben får æren af at blive den første i klubbens historie, som bliver optaget i klubbens Hall of Fame.

- Det er en ære, og det er sjovt, siger Jens Ole.

- Jeg er jo æresmedlem i to klubber. Det er der vist ikke så mange, der er, siger han med et grin.

Drengespillerne dominerer superoldboys

Sådan noget kommer ikke af sig selv. Efter mange års tro tjeneste i Lindved, kom Jens Ole i 1990 til Horsens KFUM, hvor han blev træner for sønnen Christians årgang, som på det tidspunkt var drengespillere.

- Christian havde spillet på holdet i fire år, men så stoppede træneren og jeg tog over, husker han.

På samme hold spillede også både Henrik Jensen og René Vinjeborg, henholdsvis formand og næstformand i klubben i dag.

- Jeg har trænet mange, som senere blev trænere eller ledere. Der kom også mange førsteholdsspillere ud af det, men de dominerer vist mest superoldboys i dag, fortæller Jens Ole og griner.

Henrik Jensen husker også tydeligt Jens Ole som træner tilbage i 90’erne.

- Han var meget engageret, og var der hver gang. Selvom vi var nødt til at stille med to hold, fordi vi var så mange, så var han med til alle kampe, både for første- og andetholdet. Den mand holdt fast i os. Han sørgede for at vi var 15-20 spillere, som kom gennem ungdomsrækkerne og op til seniorer og blev ved, siger den nuværende formand for Horsens KFUM.

Venskaber gennem fodbold

Da Jens Ole blev træner i 1990 var der ikke en stor ungdomsafdeling i Horsens KFUM. I løbet af 1990’erne voksede klubbens ungdomsafdeling, og på et tidspunkt havde Jens Ole så mange til træning, at han måtte have hjælp.

- Horsens KFUM er en meget social klub, og forældrene fra dengang skal have meget stor ros, for de var gode til at hjælpe, fortæller han.

Faktisk havde Jens Ole så godt et forhold til forældrene, at mange af dem i dag figurerer i han og konen Elsemaries nærmeste vennekreds.

- Det er meget positivt og værdifuldt, konstaterer han.

Det er ikke kun på den sociale front, fodbolden har haft en indflydelse på Jens Oles liv. Det professionelle liv blev også formet af fodbolden.

- Jeg blev uddannet inden for det, der dengang så fint hed post- og telegrafvæsenet. Jeg blev postassistent, men hvis jeg skulle videre, så krævede det, at jeg flyttede rundt efter det, og det ville jeg ikke, fordi jeg havde det frivillige arbejde med fodbold, fortæller han.

Så efter soldatertiden gik han en anden vej. Han læste til lærer på Jelling Seminarium, og efter endt uddannelse i 1969 flyttede han til Horsens, hvor han fik job på Torstedskolen (i dag Østerhåb) og så var der ikke langt til Horsens KFUM, selvom der skulle gå nogen tid, før han blev træner i klubben.

Jens Ole-turene

Gennem 90’erne og frem til 2002 var Jens Ole træner for forskellige grupper.

- Der er mange gode minder fra den tid, siger han.

Man kommer ikke uden om udenlandsturene, når man snakker om og med Jens Ole. Hvert år tog han sine spillere – og forældrene – med på busture til træningskampe i udlandet. Turene arrangerede Jens Ole selv ned til mindste detalje, lige fra booking af bus til kontakt til klubber, som kunne stille hold, som Horsens KFUM kunne spille mod.

- Jeg kan godt lide at planlægge og arrangere. Det hele skal køre. Derfor tog konen og jeg også altid på researchture inden, så vi vidste, hvad vi kom til.

- Det var altid med bus og i telt, og så var vi selvforsynende med mad. Forældrene var meget flittige, roser han.

Planlægningen stod Jens Ole dog for, og selv den dag i dag bærer kontoret på hjemmeadressen på Rundingen præg af de mange ture gennem årene.

På reolerne står utallige mapper markeret med årstal og klubnavn, ligesom væggene er prydet af forskellige minder fra årene som træner. På ærespladsen hænger en KFUM-trøje fra midt i 90’erne, hvor samtlige spillere fra Jens Oles første KFUM-drengehold har sat deres autografer.

Ikke helt slut

I 2002 stoppede trænerarbejdet for Jens Oles vedkommende.

- Jeg må indrømme, at en af grundene til at jeg stoppede, var at der begyndte at komme flere og flere afbud lige op til kamp og træning. Det gad jeg ikke. Jeg har altid haft det sådan, at der skulle alvorlig sygdom til, hvis jeg ikke skulle møde op til træning tirsdag og torsdag og til kamp i weekenderne. Elsemarie har tit måtte tage til arrangementer alene, fordi jeg har prioriteret fodbold, og det krævede jeg også af spillerne, forklarer han.

- Og så var det ikke længere sjovt at stå i mudder til knæene til træning tidligt på sæsonen. Så det kom egentligt meget naturligt.

Det var også meget naturligt, at Jens Ole efter endt trænergerning blev en del af bestyrelsen i Horsens KFUM i 2002.

Her har han gennem årene haft faste opgaver, blandt andet med at hjælpe til med at gøre reklame for julestævnet og skolefodboldstævnet. Her kan man i øvrigt typisk finde Jens Ole i det ene hjørne af hallen, hvor han sælger lodder til amerikansk lotteri.

- Det er hyggeligt at sidde der, og der kommer ofte nogle forbi, som jeg enten har været træner for eller som jeg har undervist på Torstedskolen. De har jo selv børn i dag, siger han.

Og selvom han nu er trådt ud af bestyrelsen og har gjort plads til yngre kræfter, så er det ikke helt slut.

- Nej, jeg regner da stadig med at hjælpe til ved stævnerne og med lotteriet, siger han med et smil.

Og sådan fylder fodbolden stadig en hel del i Jens Oles liv – præcis som den altid har gjort.

 

OM JENS OLE HOUGAARD:

Født: 28. august 1942 i Lindved.

Gik i skole i Vejle.

Gift med Elsemarie i 1972.

Har børnene Christian (fra 1977) og Mette (1979) samt fire børnebørn i alderen et til seks år.

Uddannet hos post- og telegrafvæsenet i 1964 og som lærer i 1969.

Har arbejdet som lærer på Torstedskolen fra 1969 til 2001, primært med matematik og idræt.

Spillede selv fodbold i Ølholm fra 1953 til 1955, i Vejle fra 1955 til 1957 og i Lindved fra 1957 til 1977.

Har trænet ungdomshold i Lindved fra 1960 til 1982 samt seniorhold i 1978-79. Var desuden holdleder og kampfordeler.

I Horsens KFUM har han trænet ungdomshold fra 1990 til 2002.

Har siddet i bestyrelsen i begge bestyrelser, lige som han er æresmedlem begge steder – og altså snart i Hall of Fame i Horsens KFUM.

 

BILLEDTEKST1: Jens Ole Hougaard har brugt mange timer med planlægning bag skrivebordet i arbejdsværelset. Og han har altid nydt det.

 

BILLEDTEKST2: Mapperne bugner, for minderne skal gemmes. 13 mapper har Jens Ole fra tiden som træner i Horsens KFUM.

 

BILLEDTEKST3: Vimplerne på væggen er det fysiske bevis på de mange træningsture til blandt andet Norge, Tyskland og Østrig.