Menu

Spændende forår på vej: KFUM og Højvangen slår seniorafdelinger sammen

image Repræsentanter for de to klubber mødtes for nylig for at give håndslag på den nye aftale
Morten S. Sørensen
30. januar 2018 kl. 14:16
To nye seniorhold og et ungdomshold bliver tilføjet klubben. Holdene får nyt navn.

Der kommer til at løbe mange flere spillere på KFUM's træningsbaner i foråret, end der har gjort i lang tid. Det skyldes, at Horsens KFUM og Højvangen IK har indgået aftale om at fusionere klubbernes seniorafdelinger.

Også Højvangen IKs U17-hold er en del af aftalen, som betyder, at Højvangen IK rykker fra sin nuværende hjemmebane ved Højvangskolen til Bankager og KFUM's baner.

Fusionen foretages for at gøre de to relativt små klubber mere konkurrencedygtige i forhold til de større Horsens-klubber - og med i alt fire seriorhold, oldboys og super oldboys-hold i foråret, tegner fremtiden lys for de to klubber.

Klubbernes seriehold, som tæller et serie 3-hold, to serie 4-hold samt et serie 6-hold, kommer i foråret til at spille under navnet Horsens KFUM/Højvangen IK og vil spille i KFUM's sædvanlige blå trøjer.

Alle sponsorer og lignende i Højvangen IK følger med i fusionen, som i øvrigt er godkendt på generalforsamlinger i begge klubber.

Er man interesseret i at høre mere om og spille i klubben, er ALLE meget velkomne til standerhejsning i Horsens KFUM/Højvangen IK.

Det foregår lørdag den 3. februar fra klokken 12 i Bankager. Vel mødt.