Menu

Den nye træner: - KFUM er en spændende klub

image Søren Larsen er ny træner for Horsens KFUM's herrer senior. Han har store forhåbninger til den kommende sæson. Foto: Morten S. Sørensen
Morten Stigaard Sørensen
23. marts 2016 kl. 15:02

Godt nok har han aldrig været spiller eller træner i Horsens KFUM, men det betyder ikke, at klubbens nye førsteholdstræner, 50-årige Søren Larsen, ikke kender noget til klubben.

- Jeg har fulgt KFUM gennem tiden, fordi jeg ofte har trænet hold, som har været i samme række, fortæller han.

 

Unge spillere
Særligt er det klubbens mange unge spillere, som var en af årsagerne til, at Søren Larsen sagde ja tak til jobbet som træner for KFUM's førstehold i serie 4.

- Det er en spændende klub, og de mange unge spillere kan jeg være med til at påvirke og udvikle. Det kan godt være lidt sværere med de ældre spillere, siger han med et grin.

 

Lang karriere
Søren Larsen bor i Klejs nær Juelsminde, og det er netop i Juelsminde, han som 20-årig begyndte sin trænerkarriere.

Han trænede ungdomsspillere i Juelsminde IF for 30 år siden, inden han tog springet til at træne seniorer. Det blev i første omgang Juelsminde IF's damehold, som fik fornøjelsen af hans trænerkvaliteter.

- Jeg var med til at tage holdet fra serie 3 op til serie 1, inden jeg blev træner for herrernes andethold. Og da gik vi fra serie 5 til serie 3, fortæller han om fortiden.

Siden har han også været forbi HB og Sportssammenslutningen Skjold, inden han altså nu skal prøve kræfter med Horsens KFUM.

 

Top tre er målet
På trods af en del afbud til træningskampene i optakten til sæsonstarten på mandag den 28. marts, så ser Søren Larsen med positive øjne på holdets muligheder.

- Det har givet mig mulighed for at se mange af spillerne, og jeg synes, det er foregået fornuftigt. Jeg tror, at rækken bliver utrolig tæt. Og jeg tror på, at vi bliver blandt de tre bedste – selv som nyoprykker, konstaterer han.

Og hvad kan Søren Larsen så selv bidrage med?

- Jeg kommer med noget vilje og energi på sidelinjen. Nogle gange tror jeg, at jeg er mere træt efter kampene, end spillerne er, siger han med et skævt smil.

 

Mandag får Søren Larsen sin debut som træner for Horsens KFUM, når førsteholdet på hjemmebane møder Hover IF. Kom og støt den nye træner og hans unge hold. Det foregår klokken 13 på banen ved Bankagerhallen.