Menu

Ambitiøs træner klar i KFUM

image Jesper Rasmussen er ny træner i KFUM. Allerede i december tager han hul på arbejdet med truppen. Foto: Morten Stigaard Sørensen
28. november 2017 kl. 19:34

Det bliverJesper Rasmussen, som i den kommende sæson skal arbejde videre med Horsens KFUM's serie 3-hold. Den 33-årige træner har seks års erfaring med trænerjobs, hvor han har fordelt tiden ligeligt i Egebjerg de første tre år og dernæst de seneste tre år i HB.

Det kom som lidt af et chok, da Søren Larsen valgte at stoppe som træner, da efterårssæsonens sidste kamp var spillet. Men af personlige årsager ønskede KFUM's træner de seneste par år at trække sig - og derfor fik bestyrelsen lige pludseligt travlt med at sikre sig en ny træner. Der gik ikke lang tid, før der var bid.

Første kamp var mod KFUM

- Jeg vil gerne arbejde med tekniske og taktisk dygtige spillere. I HB handlede det meget om fysikken, men her i KFUM er der mange små gutter med masser af fart i. Det bliver spændende, og det bliver en anden måde at spille fodbold, end jeg har været vant til, siger Jesper Rasmussen.

Den nye træner har flere gange været modstander-træneren, når KFUM har været på banen - faktisk var hans allerførste kamp i spidsen for HB mod KFUM.

- Jeg kender en del af spillerne fra fodboldverden. Det er mange af de samme som dengang, men der er selvfølgelig også kommet nye til, fortæller han.

En oprykning hvert andet år

I sin som træner i henholdsvis Egebjerg og HB er det blevet til flere oprykning.

- I Egebjerg rykkede vi op fra serie 3 til serie 2, og i HB rykkede vi fra serie 4 til serie 3 nogle gange. I snit har jeg rykket op hvert andet år, mindes han med et smil.

Og forhåbningerne for KFUM-tiden er ikke mindre ambitiøse.

- Ambitionen er at rykke op. Sådan er det altid.

Selvfølgelig vil der komme kampe, hvor en uafgjort også vil være okay, men udgangspunktet er det samme før hver kamp med Jesper Rasmussen i trænerstolen:

-  Målsætningen er som udgangspunkt at vinde alle kampe - og det giver jo oprykning, siger han.

- I serie 4, 3 og 2 kan man altid rykke på spillerne, så de kan spille med i alle serier - højere oppe begynder det at blive sværere, uddyber han.

United er favoritklubben

På den personlige front bor Jesper Rasmussen i Egebjerg med sin kæreste og deres tre børn - tvillinger på fem år samt et barn på halvandet år. Til daglig arbejder KFUM's nye træner som indkøbsdisponent hos Reitan, hvilket betyder, at han står for indkøb af varer til lageret.

Når der skal ses fodbold uden for landets grænser, går turen en gang om året til det nordlige England og Manchester, hvor Old Trafford er hjemsted for favoritklubben United.

- Jeg husker særligt kampen mod Tottenham i 1999, som var den sidste kamp i sæsonen, fortæller Jesper Rasmussen.

Sæsonen endte som bekendt i ren triumf for Manchester United, som både vandt FA Cuppen, Premier League og Champions League i et for klubben og dens fans magisk forår.

Klar til kamp

Håbet er også, at man i KFUM kan få et - omend i lidt mindre målestok - magisk forår, og Jesper Rasmussen vil allerede i december se spillerne an. Her inviterer han nemlig samtlige spillere, både gamle og nye interesserede, til en træningskamp.

Det kommer til at foregå 19. december med start klokken 19.45.

Program for aftenen:

19.45: Vi mødes i KFUM's klubhus til en kort præsentation og et minioplæg.

20.15: Vi går mod kunstgræsbanen i FC.

20.25: Opvarmning.

20.45: Kampstart.

22.45: Samling i KFUM's klubhus til kort afrunding og en øl/sodavand.

For at Jesper Rasmussen kan være bedst muligt forberedt, beder han om at skrive eller ringe for at melde sig til den åbne træningskamp. Det kan man gøre på telefonnummer 6039 0813.

Velkommen til Jesper - og et forhåbentligt magisk forår.

 

Jesper Rasmussen (tv.) og formand Henrik Jensen. Kontrakten lyder på et år til at begynde med. Foto: Morten Stigaard Sørensen